Sejlads har i tidernes morgen baseret sig på overleveringer af vigtige sejladsmæssige informationer fra navigatør til navigatør. Det var verbale beskrivelser med oplysning om afstande fra havn til havn, kysternes udseende, kendelige punkter og beliggenheden af farlige grunde. De første nedskrevne sejladsanvisninger stammer fra ca. 500 år før vor tidsregning.
Sejladsanvisninger blev i 1200-tallet suppleret med de første søkort (portolankortene også kaldet havnefinderkortene), som hovedsagelig viste Middelhavet og Sortehavet.
Først i 1462 viser et portolankort en nogenlunde acceptabel Nordsø-kyst.
Gerhard Mercator (1512-1594) konstruerede i 1569 et verdenskort "for søfareren til brug for navigation over de store have" i en speciel projektion. Kortprojektionen har siden båret navnet "Mercators Projektion" og er i dag den mest anvendte til fremstilling af søkort.
Dansk søkorthistorie
En organiseret søkortlægning over de danske farvande med sine ca. 500 øer og en kystlængde på ca. 7000 km, begyndte i sidste halvdel af 1600-tallet. Skibsfarten sejlede på denne tid efter meget dårlige og upålidelige udenlandske søkort.
 | Efter fuldførelsen af den landsomfattende matrikulering i 1687 blev det vigtigt for den danske konge og statsmagt med en nøjagtig geografisk opmåling af såvel hav- som landområder. Jens Sørensen (1646-1723) blev i 1689 udnævnt til søkortdirektør. |
Efter Jens Sørensens død overgik ansvaret for opmålingsarbejde og korttegning til direktøren for Navigationsskolen, men arbejdet gik stort set i stå på grund af landets dårlige økonomi efter afslutningen på Store nordiske Krig i 1720. Der blev dog i denne periode givet enkelte personer privilegium på udgivelse af visse søkort.
I 1784 blev Det Kgl. Danske Søkort-Arkiv oprettet på anbefaling af kaptajn-løjtnant Poul de Løwenørn (1751-1826) og med ham selv som direktør. På dette tidspunkt fandtes en tilsvarende institution kun i Frankrig. Af Admiralitetet fik Løwenørn til opgave, i hele landet at indsamle datidens søkort og sejladsbeskrivelser over danske som fremmede farvande og af disse udarbejde gode og pålidelige søkort til brug for danske orlogs- og handelsskibe.
Arbejdet med søkortene fik endvidere Løwenørn til, gennem en energisk pionerindsats, at organisere et Fyrvæsen, et Vagervæsen og et Lodsvæsen samt forbedre de danske havne.
I 1973 blev Søkortarkivet, Fyr- og Vagervæsenet, Redningsvæsenet og Lodsvæsenet sammenlagt til Farvandsdirektoratet. I 1988 besluttede den daværende regering at sammenlægge de kortproducerende myndigheder i Danmark, dvs. Matrikeldirektoratet, Geodætisk Institut samt en del af Nautisk afdeling i Farvandsdirektoratet. Etableringen af Kort & Matrikelstyrelsen fandt således sted 1. januar 1989.
Pr. 1. januar 2013 ændredes navnet til Geodatastyrelsen.